VAR ALADDIN OPRINDELIG ARABISK, INDISK ELLER KINESISK?

Med

En af de største meddelelser, der kom ud af D23, var nyheden om, at Guy Ritchie havde sat sine leads i live-actionen Aladdin film. Spekulationerne om Will Smiths rollebesætning som Genie blev bekræftet, og efter måneders auditions, som fandt sted over hele verden, blev lederne af Aladdin og prinsesse Jasmine fyldt af den lidet kendte egyptisk-canadiske skuespiller Mena Massoud og Power Rangers stjerne Naomi Scott.

Ikke overraskende var der et tilbageslag på de sociale medier over castingen, mest at gøre med castingen af Jasmine (Scott er halvt hvid, halvt indisk). Dette skyldtes, at Disney havde udsendt en verdensomspændende casting-opfordring til unge mænd og kvinder af mellemøstlig eller indisk afstamning til audition for rollerne som Aladdin og Jasmine, hvor over 2.000 mennesker ansøgte, og selvom Scott har Gujarati-arv, er hun æstetisk set. , nok den hvideste ikke-hvide skuespiller, de overhovedet kunne have castet.

barbie længde

Castingvalget er blevet nævnt som det seneste eksempel på filmindustriens kolorisme - en form for fordomme, der ser skuespillere og især farvede skuespillerinder med en mørkere hudtone overset og mindre vist på skærmen end dem med en lysere hudtone. Det er derfor forståeligt, at mange fans af farve var skuffede over Jasmine-castingen, da de så live-actionen Aladdin film som ikke kun en mulighed for ikke-hvid repræsentation på skærmen, men også for at repræsentere en etnisk æstetisk autentisk for den arabiske verden, som den fiktive Agrabah er sat og inspireret af. Scotts rollebesætning understøtter ikke ligefrem denne forestilling, for i modsætning til prinsesse Jasmine er hun blandet race, lyshudet og af indisk og ikke af arabisk afstamning. Dette sidste punkt er dog ikke helt renskåret som originalen Aladdin historien er ikke helt en mellemøstlig fortælling, der rejser spørgsmålet: skal Aladdin og prinsesse Jasmine være arabiske, indiske eller kinesiske?

Aladdin optrådte første gang i Tusind og en nat , en berømt samling af mellemøstlige folkeeventyr fra den islamiske guldalder (mellem det 8. og 13. århundrede), som først blev oversat til engelsk og omdøbt Arabiske nætter , over 400 år senere. Historierne er ikke bare arabiske fortællinger, men har også rødder i persisk, mesopotamisk, indisk, jødisk og egyptisk folklore og litteratur. Historien om Aladdins vidunderlige lampe dukkede ikke engang op i samlingen, før den franske oversætter Antoine Galland tilføjede den i 1710. Ifølge Gallands dagbøger havde han hørt historien fra en syrisk lærd i Aleppo - men ingen har faktisk været i stand til at finde den. en original arabisk kilde til det.

Gallands fortælling udspiller sig ikke engang i Mellemøsten - den foregår faktisk i en kinesisk by, og Aladdin er ikke en forældreløs, men en fattig kinesisk dreng, der bor sammen med sin mor, med det eneste andet sted, der nævnes i historien, er Maghreb, Nordafrika , hvor troldmanden er fra. Antagelsen om en mellemøstlig oprindelse kommer hovedsageligt fra karakternavnene, som prinsesse Badroulbadour, som betyder fuldmåne af fuldmåner på arabisk. Sultanen omtales som sådan og ikke i kinesiske termer som kejseren, og andre karakterer er tydeligvis også muslimer, ikke buddhister eller konfuciere, da deres dialog er fyldt med fromme muslimske bemærkninger og floskler.

Mens kinesiske muslimer eksisterede - Hui er den mest berømte, der går tilbage til begyndelsen af Silkevejen - er Gallands version af historien et tegn på den orientalistiske tradition for vestlige historiefortællere, der ser sammenblandingen af forskellige østlige kulturer til én. Som Krystyn R. Moon forklarer i Yellowface: At skabe kineserne i amerikansk populærmusik og performance, 1850'erne-1920'erne :

Aladdin, som de fleste i dag forbinder med Persien og Mellemøsten takket være film som The Thief of Bagdad (1924) og Disneys Aladdin (1992), var en af de mere populære produktioner fra det nittende århundrede, der foregår i Kina på grund af sin romantiske og moralistisk historie og dens potentiale som skuespil...Komponister og librettister valgte nogle gange Persien som rammen om fortællingen, fordi Tusind og én nat var fra den region af verden og ligesom Kina var et populært fantasifuldt rum for amerikanere og europæere .

Dette fantasifulde rum tillod hvide vesterlændinge at påstå et urealistisk og fantastisk indtryk af østlige kulturer, som for mange mennesker af arabisk, indisk og kinesisk afstamning ikke ligefrem er repræsentativt. Disneys animationsfilm fra 1992 forestillede sig en fiktiv mellemøstlig by for at sætte sin historie og erstattede næsten alle de originale karakternavne med dem, der var stjålet fra Tyven fra Bagdad , en anden film baseret på Aladdins vidunderlige lampe og også skrevet af hvide filmskabere.

Side 2: [valnet-url-page page=2 paginated=0 text='The%20Disney%20Movie']

gennem mit vindue over havet

Instruktørerne Ron Clements og John Musker udarbejdede det første manuskript til Disney-animationen - inspireret af Linda Woolvertons manuskript, som igen var baseret på tekstforfatterne Alan Menken og Howard Ashmans originale story pitch - med Ted Elliott og Terry Rossio med til at omarbejde historien fuldstændigt , fjernelse af nøglefigurer og plotpunkter. Således 1992 Aladdin film blev endnu mere en orientalistisk fiktion end den originale historie, og præsenterede en arabisk verden som forestillet sig af syv hvide amerikanske forfattere.

Denne live-action Aladdin genindspilningen vil igen blive styret af et overvejende hvidt team af filmskabere, hvor John August skriver det originale manuskript og Game of Thrones' Vanessa Taylor hentet ind til omskrivninger, mens Menken skal skabe nye sange med La La Land sangskriverduoen Pasek & Paul. Forhåbentlig vil sangskriverne i 2017 passe lidt mere på sangenes tekster; i åbningsnummeret til den originale films Arabian Nights, lyrikken 'Hvor de skærer dit øre af, hvis de ikke kan lide dit ansigt,' blev ændret til 'Hvor det er fladt og enormt, og varmen er intens,' efter tilbageslag fra den amerikansk-arabiske antidiskriminationskomité.

Det er på grund af denne orientalistiske tilgang til Aladdin at nogle mennesker har argumenteret for, at det arabiske samfund alligevel ikke burde ønske, at arabiske skuespillere og skuespillerinder bliver castet i live-action-genindspilningen. Khaled A Beydoun, lektor i jura ved University of Detroit Mercy, skriver for Al Jazeera :

I et vist omfang svarer kravet om at caste arabiske skuespillere til at spille hovedrollerne i Aladdin til en godkendelse af, at Agrabah faktisk er et arabisk land eller en nøjagtig gengivelse af den arabiske verden. Og at acceptere det sanktionerer et væld af modbydelige stereotyper, der knytter sig til og udspringer fra en forestillet 'barbarisk' region, hvor 'de vil skære dit øre af, hvis de ikke kan lide dit ansigt'. Agrabah er ikke den arabiske eller muslimske verden, men et spyttende tegneseriebillede af Orienten - en århundreder gammel produktion af akademikere og kunstnere, nyhedsmedier og filmskabere, der sætter den og dens indbyggere som spejl modsætningen til alt moderne, liberalt og Vestlig.

Beydoun gør en gyldig pointe, men med så få Hollywood-film med en udelukkende arabisk, indisk eller kinesisk rollebesætning, er det ikke underligt, at farvede mennesker havde store forhåbninger til live-actionen Aladdin , en sjælden film, hvor de kunne se sig selv repræsenteret på skærmen i en mainstream-film. Hvis Ritchies film var baseret på den originale historie, hele rollebesætningen ville være kinesere - bortset fra troldmanden, som ville være nordafrikaner - men da det siges at være en tro genindspilning af Disneys animation, burde Aladdin og prinsesse Jasmine virkelig være mellemøstlige eller Sydasiatisk, på trods af at filmen ikke er en autentisk skildring af nogen af kulturerne.

Castingen af Scott, og til en vis grad Massoud, fortsætter en orientalistisk kultur, hvor man ser farvede mennesker som udskiftelige på trods af deres forskellige etniske baggrunde. På dette tidspunkt kommer Disney næppe til at omstøbe. Vi kan dog håbe, at forfatterne bag genindspilningen vil forsøge at slippe Aladdin af nogle af dens mere usmagelige og forældede stereotyper, og måske give prinsesse Jasmine noget at lave udover at blive ført væk på et magisk tæppe og blive kidnappet af Jafar.